– Skrevet af Hans Börjeson Året er 2004 og kineserne har besluttet at fejre 1000 året for porcelænets ”opfindelse” i porcelænsbyen Jingdezhen. At jeg havnede i begivenhedens centrum netop dette år, sådan skulle det bare være – tilfældigt, eller som følge af en lang række begivenheder i mit liv som keramiker. I dag, Jingdezhen vokser, bulldozere rydder nye veje, huse bygges, det gamle forsvinder. Hvad gemmer sig der under larvefødderne – potteskår i ufattelige mængder, nogen steder i en dybde på 18 m. – rester af fine porcelænsskåle, dekorerede med følsomme penselstrøg – symboler, signaturer, måske en kejserens navn. Fantasien kan let male et billede frem af ovne op ad bjergskråninger, dragon kilns, drageovne som de kaldes – masser af mennesker og værksteder op og ned langs floden, hvor junkerne transporterede råmaterialer og de færdige produkter. I dag, siger man, bliver her fremstillet 1 million stykker porcelæn hver dag. Og der bygges et stort nyt keramikmuseum og en skulpturpark. Borgmesteren i byen eller måske en efterkommer af en kejser har befalet, at byens lygtepæle skal være af porcelæn, til ære for de første pionerer. Som sagt, så gjort . Mægtige kløse af porcelænsler drejes af 4 hænder i en jævn rytme til store cylindre – som siden, efter brændingen mures op i 3 – 4 m. højde. Boulevarder og gader har nu fået sine lygtepæle, sirligt blådekorerede med drager og krysantemer. Det har siden dengang været et af mine mål at kende historien bag disse skåle. Som ung og uerfaren i det keramiske var det, at arbejde hos Harry Davis en stor udfordring og jeg har sikkert sagt til mig selv, dette vil tage sin tid, dette at lære sig verdens ældste håndværk. Måske begyndte jeg på Crowan på et meget heldigt tidspunkt. Harry havde længe haft planer om at udforske Cornwalls geologiske rigdomme. Forskningen begyndte med aftenforelæsninger på Cornwall University of Mines, en stor mundfuld for mig, men de elementære geologiske begreber sivede efterhånden ind. Og naturligvis var det meget fint at få forklaret processerne om kaolinets og de berømte engelske ballclays tilblivelse. Den erhvervede viden førte mig ud på længere og længere ekspeditioner, enten alene på cykel eller sammen med Harry i den gamle Bedford. Forladte og overgroede stenbrud dukkede frem overalt langs de små veje. Vi samlede prøver fra alle de forskellige stenbrud til senere glasurforsøg, det var utroligt spændende. Hver sten fik sit navn fra den nærmeste landsby eller bakketop, der også siden blev til navnet på den specielle glasur, f.eks. Carnmenellis eller Tregonning Hill. En efterladt stenknuser blev fundet og kuglemøller blev drejet på værkstedet, forskningsprojektet tog sin begyndelse. Harrys store keramiske encyklopædi som stod i køkkenet blev flittigt brugt. Jeg læste om porcelænets historie, og pludselig befandt jeg mig i Kina, for 1000 år siden — et utroligt spring tilbage i tiden. Et sted i Jiangxi provinsen i de 5 dynastiers tid i årene 907— 960 fremstillede man porcelæn, hvidt som en musling. Senere i år 1004 fik Sungkejseren Jing-De øje på de fine hvide skåle og stedet fik navnet Jingdezhen. I det tolvte århundrede startede en anseelig eksport af porcelæn herfra. Århundreder må have gået før dette porcelæn nåede Europas havne. Den franske historieskriver Du Haldes Kinesiske Historie fra begyndelsen af 1700-tallet indeholder d’Entrecolles breve, som oversættes til engelsk i 1738, så englænderne endelig kommer med. Den engelske kemiker William Cookworthy, som boede i Plymouth, var sikkert vel vidende om Cornwalls store rigdomme af kaolin, ler og mineraler. Han fortæller i sin dagbog om hvordan han, efter at have læst d’Entrecolles breve, på en af sine rideture på en bakke kaldet Tregonning Hill, finder sin petuntze og sit kaolin, som han i 1750 lavede det første engelske porcelæn af. Hans Börjeson.
MIN PORCELÆNS HISTORIE
Jingdezhen, i den nordøstlige Jiangxi provins er en moderne pulserende storby i en eksplosiv udvikling, hvor jeg, sammen med Birgitte og en flok internationale keramikere, var på studierejse.
Vi blev modtaget meget festligt med cirkus, dans, akrobatik og Peking Operaen – mageløst dygtigt og disciplineret.
1000 år er gået siden dengang, da Sung-dynastiets kejsere herskede. En af disse mægtige herrer med sans for skønheden i det hvide porcelæn, eller Chai, som det hed i det 10. århundrede, skal have sagt, at det skulle være som en blågrøn himmel, så klart som et spejl, så tyndt som papir og have en klang som en jadesten. Marco Polo har også berettet om dette stof, da han i det 13. århundrede passerede igennem Jingdezhen. Han sammenlignede det med en speciel fin tynd musling, som ligner en lille gris i formen, muslingen hedder på italiensk porcelino.
Men porcelænet blev jo ikke sådan ”opfundet.” Men sandsynligt er det, at det var her i Jingdezhen det begyndte. Her fandtes træ, vand og arbejdskraft og et bjerg i omegnen som rummede store mængder af ”det hvide guld” et plastisk hvidbrændende ler, bjerget hedder Gaoling – Kaolin. Et andet bjerg i det uendelige landskab af skovklædte bjerge og dale bestod af en grønlig bjergart, en slags feldspat. Den blev knust af vanddrevne hammermøller, slemmedes og formedes til blokke i teglstensstørrelse, som kaldtes Baiduntze eller Petuntze. Disse blokke var nemme at fragte ned af floden til værkstederne, hvor de blev blandet med kaolinet til en porcelænsmasse, der ved brænding til 13000 bliver hvid og gennemskinnelig – slutproduktet af generationers innovative udvikling. Men at Jingdezhen er porcelænsbyen hersker der ikke tvivl om, det var her at al den kejserlige porcelæn blev fremstillet under Yüan, Ming og Quing dynastierne.
En kinesisk fandenivoldskhed. Men min ”rejse” til Kina begyndte faktisk på Victoria Albert-museet i London engang midt i 50erne. Jeg var på vej ned til Cornwall til Harry og May Davis, Crowan Pottery for at arbejde.
Midt i museets imponerende samling af menneskelige frembringelser fra nær og fjern, standsede jeg op ved nogle skåle fra Sungtidens Kina, af det fineste hvide porcelæn.
Alkemisten Böttger holdes som fange af August af Sachsen for at løse gåden, at fremstille porcelæn. Det lykkedes ham i 1708 og August anlagde i 1710 den første europæiske porcelænsfabrik i Meissen. Den franske jesuit Père Francois Xavier d’Entrecolles blev sendt ud som missionær til Jingdezhen i 1712. Han havde et indgående kendskab til kinesisk sprog og kultur og må have været klar over hvor vigtigt oplysninger om porcelænet ville være i Frankrig. Så hans breve hjem til Paris indeholder meget præcise beskrivelser af råmaterialerne petuntze og kaolin. Han beskriver også de tekniske processer, ovnene og arbejdsfordelingen i en, på dette tidspunkt, blomstrende industri.
Jeg studsede over navnet Tregonning Hill, da jeg læste hans dagbog, for det var jo netop her, jeg havde fundet det gamle stenbrud, gemt under buske og bregner. Da jeg fortalte Harry om stedet tog vi straks Bedforden og kørte af sted. Vi samlede prøver, som blev til mange fine glasurer, men at lave porcelæn på Cookworthys måde var dog for besværligt i 1958. Men følelsen af at have genfundet Tregonning Hill glemmer jeg aldrig.
(PS! Netop i år 2005 er det 300 år siden William Cookworthy kom til verden.)