Af Hans Börjeson Jeg begyndte at arbejde med ler i 50’erne. Industrien blomstrede i Sverige og på kunsthåndværker- skolerne blev der lagt megen vægt på industriel formgivning. Dette stod for mig som noget koldt og kedeligt. Det vigtigste redskab på skolen var drejeskiven – den udfordrede mig. Bevidstheden om hvor vanskelig den er at beherske , blev drivkraften fremad. Jeg følte mig tryg på skiven, og industrien ville sikkert blomstre videre uden mig. Crowan Pottery var for mig det ideelle – et sted hvor så mange håndværksmæssige, kunsteriske og menneskelige kvaliteter var samlet. Lyden af et kæmpe stort vandhjul, som drev hele værkstedet og synet og lugten af det hvid-gule ballclay var en oplevelse. Det var mit første møde med det højtbrændte stentøj og porcelæn. Cornwall og Devonshire i Sydvestengland er rigt på keramiske råmaterialer. Geologien blev en ny udfordring – spændende at havne her midt blandt kaolin, ballclay og mineraler i deres urformer. Jeg var kommet på det rette sted, Harry Davis var en mesterlig drejer; det var af ham jeg lærte at beherske drejningens kunst. Geologien blev brugt intensivt – Cornwall hviler på et konglomerat af forskellige granitter (som jo danner grundlag for glasur), som var mere eller mindre lettilgængelige i et utal af gamle stenbrud. Jeg rejste en tur til Sverige for at bruge mine nye geologiske erfaringer. Jeg udforskede Småland for råmaterialer – jernmalm, granit , kalksten og ler. Det hele fandtes – det var bare til at vælge. Jeg tog tilbage til Cornwall med en stor tung trækasse som rejsegods. At forklare tolderne på Paddington Station, hvad de små sten, pakket ind i avispapir med etiketter med smålandske stednavne på, skulle bruges til, var umulig. De opgav at fremskaffe en geigertæller, og tre mand læssede kassen på toget og ønskede god rejse. På Crowan lavede jeg en lang række prøver. Vånga-granit med de røde feltspatkrystaller, udviklede, med jernmalm fra Smålands Taberg og kalksten fra Ignaberga, en blå-sort tenmoku. Uden jernmalmen, med kun med det naturlige jernindhold i granitten, dannedes en klargrøn celadon-glasur. Harry og May meddelte en dag ved teatime, til vores store overraskelse, at Crowan Pottery skulle pakkes sammen og flytte til New Zealand. Jeg havde en stærk fornemmelse af at have lært noget meget værdifuldt i de 3 år jeg havde arbejdet på Crowan og besluttede sammen med Birgitte, der havde arbejdet der det sidste år, at vi skulle starte et værksted sammen. Vi rejste til Danmark og fandt en gammel skole i Fulby, det var i 1963. En ny epoke – nu begyndte vores egen keramiske karriere. Stedet havde vi, med masser af plads – og de 2 glasurer. Den første sommer byggede vi vores 6 m3 store olieovn, og gik i gang med at lave kapsler. Vores energi og tro var der ikke noget i vejen med. Vi drejede tallerkner, suppeskåle, fade, kopper, kander m.m., som vi glaserede i den sorte tenmoku eller den grønne celadon. Det var svært at sælge, men i 1965 blev vi medlem af Den Permanente og gennem deres eksportafdeling solgte vi, til både Nordiska Kompagniet i Stockholm og Bonniers i New York. Der blev leveret mange papkasser ind til Vesterport i de år. Det var en fryd at tømme en så stor ovn, vel at mærke når brændingen var god (for en tenmoku kræver en helt præcis tykkelse, temperatur og atmosfære i ovnen) – hele ovnrummet fyldt med meterhøje stabler af sorte tallerkner. Men det var rigtigt hårdt arbejde. Davis besøgte os flere gange fra New Zealand. Han blev ret imponeret over vores mættede blå-sorte tenmoku, det hjalp. Hans besøg var hver gang en herlig opmuntring. Det var også opmuntrende at have unge elever på værkstedet. Vi har i tidens løb haft 14 stk. både danske og udenlandske, i mindst et år hver og mange flere i kortere perioder. Der blev diskuteret mange keramiske problemer over formiddagskaffen, og der blev drejet mange postejforme. De fleste elever gik videre på kunsthåndværkerskoler og flere har nu egne værksteder med keramik eller glas. I 1972 rejste vi til Afrika og arbejdede et par år for Danida i Swaziland. Det var en spændende tid, vi byggede ovne, vi underviste og vi eksperimenterede med lokale råmaterialer. Det var en oplevelse – vi sugede til os af den afrikanske natur, mentalitet og livsglæde. I begyndelsen af 80’erne brændte vi vores første saltglasur – en ny udfordring – nye materialer, nye former og farver. Vi arbejdede blandt andet med at løse forskellige udsmykningsopgaver – vores brugsting bliver større. Det er bænke til boligområder, søjler der indgår i byggeri, som bærende elementer, håndvaske, fliser og brosten. Her i 90’erne er det krukkens form som jeg arbejder med. Den fulde spændte form, der for mig leder tankerne hen på de gamle kinesiske mestre. Jeg prøver at bevare lerets stuktur og videregive krukkens tilblivelse, som den udvikler sig i den våde ler. Og netop saltglasuren er med til at fremhæve denne proces på en karakteristisk måde. Tiderne skifter og påvirker Industrien er blevet dygtigere, den bruger de bedste formgivere, og fremragende brugsting er på markedet. Fremragende industrielle brugsting, som med fordel kan blandes med en enkelt håndlavet kande, et fad, en tepotte etc. Drejeskiven er stadig det suveræne værktøj. Ideer og nye former kan hurtigt afprøves. At dreje begrænsede serier af brugsting er for mig en fornøjelse og samtidig vigtigt i en vekselvirkning med en ”fri” udfordring fra leret. Hans Börjeson. 1993.
MIN KERAMISKE HISTORIE
Da jeg var færdig på skolen, rejste jeg til England, for at finde et håndværksmiljø, som var et alternativ til det industrielle. Gennem Lucie Rie kom jeg til Harry og May Davis i Cornwall. På rejsen læste jeg Bernhard Leach’s ”Towards a Standard”, for at friske mit skoleengelsk op. Det var nye tanker, som fascinerede mig, og jeg følte jeg var på rette vej.
Jeg erfarede langsomt at det var først nu, jeg begyndte min vej som keramiker – forfra.