– skrevet af Jorunn Veiteberg Keramiken, som kommer fra Hans og Birgitte Börjesons værksted, er stemplet Fulby, som er navnet på den sjællandske landsby, hvor de har boet og arbejdet siden 1963. Navnet er et signal om, at det er uinteressant at spørge efter, hvem som gør hvad, eller hvis krukke er det. Mange forbinder først og fremmest Fulby-keramik med saltglaseret stentøj. Selv om de også laver fade og skåle af porcelæn med celadonglasur, så er det inden for det saltglaserede de har sat de stærkeste spor og høstet mest anerkendelse, bl.a. med priser på den første World Ceramic Biennale i Korea i 2001. Saltglaseret stentøj kender man let på den nubrede overflade, som kan minde om skallen på en appelsin. Tekniken blev brugt i Tyskland fra 1400-tallet – og er formodentligt Tysklands vigtigste bidrag til pottemagerkunsten. Den blev hurtigt populær i forbindelse med produktion af brugskeramik, idet saltglasur er en relativ billig måde at få en holdbar overflade på. Når almindelig køkkensalt bliver kastet ind i en varm ovn, så opstår der under fordampningen en kemisk forbindelse med kvartsen i leret, som derved danner en glasur. Variationer i farver og tekstur kan skabes ved at bruge ler med forskellig sammensætning – f.eks. med hensyn til jernindhold. På den måde kan man vælge, om overfladen skal være mere eller mindre mat eller blank, glat eller ru, og om farverne skal være brunlige, blålige eller rødlige. Man kan også bruge begitninger, som Hans og Birgitte Börjeson gør, det giver yderligere variationer i farverne. Det var i begyndelsen af 80-erne, at Hans og Birgitte Börjeson brændte deres første saltovn, siden har de specielle farver og strukturer, som saltteknikken giver, fortsat med at fascinere dem. Som i madlavning handler det om at tilsætte den helt rigtige dosis – selv om opfattelsen af hvilken mængde, der skal til, også er et spørgsmål om personlig smag. Kander fra Fulby be´r i særlig grad om at blive lagt mærke til, de har fulgt med helt fra starten. De ældste er tydeligt i slægt med de rustikke, brune kander, som forbindes med det franske landkøkken. Men med årene er funktionen kommet stadig mere i baggrunden til fordel for et mere ekspressivt udtryk. Parallelt er der også sket en forenkling, som indebærer, at hver af de dele, som definerer en kande, nemlig tud, korpus og hank, samt inder- og yderside, accentueres tydeligere gennem kontraster i farve og form. Dagens kander fremstår som personligheder. Blikket kan frit vandre omkring, men ved at skifte fokus forflyttes tyngdepunkterne, og en visuel dynamik opstår. Denne form for mønsterdannelse adskiller sig fra dekorationen på en række store skåle, som er dekoreret med figurer, som nærmest danner en tegneserie. Det er dramatiske historier, det her handler om. Fredsommelige fuglemennesker bliver angrebet af aggressive rovdyr. Rundt om dem findes tekster og tegn med referencer til forskellige epoker, religioner og civilisationer. Den optræder ikke som et maskerende lag, men er snarere at betragte som krukkens hud transformeret til glasur. Hans og Birgitte Börjesons keramiske arbejde spænder over en mangfoldighed af udtryksformer. Ud over det tidligere nævnte, har de også stået for en række udsmykninger, bænke, fliser, brosten og ikke mindst søjler. Seks søjler på over to og en halv meter indgår i udstillingen på Kunstindustrimuseet i juni 2005. De er bygget op af en række saltglaserede moduler, forskellige i farver og form, men som hviler mod hinanden, kant mod kant – uden brug af mørtel. Søjlerne er en udsmykning til et ældrecenter i Vlissingen i Holland, hvor de skal bære et tag af glas. Opgaven er et resultat af, at de i mange år har deltaget på et keramikmarked, Keramisto i Milsbeek, i Holland. Hans og Birgitte Börjeson er ofte at finde på kunsthåndværker- og keramikmarkeder rundt om i Europa, og det var dem, som for over 20 år siden tog initiativet til det marked, som er blevet en årlig tradition på Vor Frue Plads i København. Markederne giver nærkontakt til både kolleger og kunder, men er også en formidlingsform, som mange mener ligger uden for kulturinstitutionernes rammer. Som inden for alle kunstneriske discipliner findes der også inden for keramikken et hierarki. Forskellige teknikker og udtryksformer har forskellig status – og vil man gøre karriere som kunstner findes der en række regler for, hvad man bør og ikke bør gøre. I fagbladet Ceramic Review nr. 197 (2002) hævder således brugskeramikkens og saltglasurens mester, Walter Keeler, at keramikverdenen synes at være delt i to lejre: en for pottemagere og en for kunstnere. Dialogen med fagets egne traditioner og tidens nye strømninger, udgør en vigtig platform for dem. Men det vigtigste budskab, som strømmer ud fra værkstedet i Fulby, er at det at trække en grænse mellem pottemageri ogkunst er uinteressant. Synet af en kande i markedsboden kan give en lige så stor kunstnerisk oplevelse som synet af en søjle på museet. Tingenes betydning i vores liv er hverken afhængig af deres størrelse eller status, men er knyttet til de fortællinger, de bærer med sig, og de nye, som vi gennem vor fortolkning og brug tilfører dem. Jorunn Veiteberg
KUNSTEN AT SALTE / EN INTRODUKTION TIL FULBY
De arbejder i et tæt fællesskab, både når det gælder at udvikle idéer, finde løsninger på tekniske så vel som kunstneriske problemer og i udførelsen af de enkelte arbejder, selv om Hans i regelen står for de mest krævende drejeopgaver og Birgitte i regelen for dekorationen. At samarbejde på denne måde og at give keramikken navn efter det sted, hvor den produceres, er en praksis med lange rødder inden for pottemagertraditionen.
Siden de mødte hinanden i et af Englands rige keramiske områder, Cornwall, hvor de begge arbejdede på Crowan Pottery hos Harry og May Davis, har Hans og Birgitte Börjeson evnet at videreudvikle det bedste fra denne tradition.
Parallellen til kogekunst er ikke tilfældigt valgt. Som saltet er nødvendig for glasuren, er saltglaseret stentøj ideelt til madlavning. Fulby-sortimentet er særligt rigt på tekander, kasseroller, kopper og postejformer i forskellige størrelser. De er ikke bare funktionelle beholdere for den mad og de væsker, de indeholder, de giver også en sanselig stimulans til både øje og hånd. De er kort sagt med til at give dagliglivets ritualer et æstetisk løft.
Nogle virker hovne og overlegne, de knejser med nakken og sætter tuden i vejret, mens andre opleves mere pågående eller runde og joviale.
Der findes en lang tradition for at læse krukker som metaforer for forskellige mennesketyper. Allerede vores sprog røber det, for når en krukke eller kande skal beskrives, sker det gennem ord som hals, skuldre og krop. At vi let associerer til menneskelige følelser og egenskaber ud fra kandernes form, er derfor ikke så mærkeligt.
Men også Börjesons fade og skåle skal nævnes. Fadene er kvadratiske, og størrelsen indikerer, at funktionen først og fremmest er udsmykning snarere end anvendelige brugsting. De geometriske mønstre er hentet mange steder fra, måske er det en detalje fra et gulv eller en væg, set på en af deres mange rejser, som her bliver formidlet i en ny sammenhæng.
Mønsteret på en flade er i princippet uden klar begyndelse og slutning.
Summen er en fortælling om menneskelig dårskab i form af krig og vold. Kampen mellem gode og onde kræfter skildres som en evigtvarende proces fra tidernes morgen og til i dag.
Selv har Hans udtalt, at de i deres arbejder ”prøver at bevare lerets struktur og at videregive krukkens tilblivelse, som den udviklede sig i det våde ler”.
I de færdige kander og kar kan dette ses både som bevarede spor efter drejningens cirkulære bevægelser og som tydelige markeringer af sammenføjninger og konstruktion. Og ikke mindst træder materialets karakter tydeligt frem i de store kars tynde og ujævne kanter.
Saltglasuren fremhæver processen og tydeliggør formen.
Denne ulyksalige opdeling har været med til at etablere en modsætning mellem det at lave keramik til markeder og museer, og mellem brugskeramik og keramiske objekter uden praktisk nyttefunktion. Men som Keeler så rigtigt påpeger i den samme artikel, så kan brugstingen reflektere alle sider ved livet, inklusiv kunst. På samme vis er det en modernistisk myte, at kunstnerisk fornyelse sker gennem brud med fortidens traditioner. Börjesons keramik er et eksempel på dette.